Lise Trap – Mandag den 08. Oktober kl. 19.00

Lise Trap – Mandag den 08. Oktober kl. 19.00

Respekt for døden.
Sognepræst Lise Trap Holbæk Sognepræst i Soderup og Kirke Eskilstrup har skrevet om den manglende respekt for døden.
Hun skriver bl.a. i læserbrevet om emnet
Døden er stor og voldsom og uigenkaldelig. Den, der dør, kommer aldrig tilbage, vi har mistet ham, ingen magt i universet
formår at bringe os varmen fra et forsvundet liv, stemmens klang, håndbevægelsen, de små åndrigheder”. Døden viser os jo også med al tydelighed, at ethvert
menneske er enestående, unik, og aldrig kan gentages. Den tanke kan jo nok fremkalde en vis respekt.
Hos os viser vi som regel denne respekt for det unikke ved at begrave eller bisætte den døde, hvad enten de jordiske rester så ender i indviet jord eller
spredes for alle vinde. Men det slår mig, at der er to situationer, hvor der i de år, jeg har været præst, er sket en udvikling, som ikke tager vare på
den respekt, som vi – ligesom alle andre kulturer- har brug for.
Det ene er noget så enkelt som vores manglende hensyn til rustvognen. Tidligere holdt man lidt tilbage, når man så en flok mennesker stå ved kirkens parkeringsplads,
mens en rustvogn langsomt kørte væk. Jeg taler ikke om dengang, man sprang af cyklen, tog hatten af og stod helt stille. Jeg taler om, at man for bare
ti-femten år siden, lige stilnede farten, holdt tilbage et øjeblik, hvor man i dag glad lader rustvognen holde og vente på at komme ud på vejen eller frejdigt
overhaler den, mens følget stadig står grædende og ser et elsket menneske blive kørt bort for sidste gang. Det er ikke respektfuldt, og det er udtryk for
et enormt tab af alvor og respekt over for andre, over for døden og over for livet.
En anden situation, der har ændret sig, er en følge af de mere sammensatte familierelationer i dag. Mange har flere ægteskaber bag sig, mange har ingen
kontakt til familien. “Venner er den familie, du selv vælger”, siger vi, men når et menneske dør, er det stadig familien, der er nærmeste pårørende, og
derfor dem præsten har kontakt med.
I praksis betyder det, at jeg som præst nogen gange taler med pårørende, der gennem de seneste mange år ingen kontakt har haft til afdøde, og heller ikke
har haft noget ønske om det. Samtidig kan der så være en kæreste eller en bedsteven, der sidder tilbage, en nabo, der har værdsat et godt naboskab gennem
mange år eller en arbejdskammerat, der har mistet en dygtig kollega. Men det ved jeg som præst ikke noget om.
De fleste vil afholde sig fra at gøre det, fordi det traditionelt er familien, der har den kontakt. Men når familien ikke er dem, der har haft kontakt
til afdøde, er det nogen gange dem på sidelinjen, der har en forpligtelse til at lade kærlighed og respekt komme til orde. De gange hvor situationen er,
at familien ingen eller kun en meget problematisk kontakt har haft, og der er andre, der har holdt af afdøde, vil jeg i hvert fald gerne høre det – inden
jeg skal kaste jord på hans eller hendes kiste.
Vi behøver ikke sætte livet på spil for at fragte døde mennesker over høje fjelde frem til indviet jord, men den værdighed og respekt for liv og død og
kærlighed, som det også var udtryk for, skylder vi stadig de døde – og ikke mindst de levende.