Lars Thorup Larsen – Lørdag den 11. maj kl. 13.30

Lars Thorup Larsen – Lørdag den 11. maj kl. 13.30

Lars Thorup Larsen har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Sundhed’, som denne artikel bygger på.
Vi opfatter ofte vores sundhed som et resultat af egne livsstilsmæssige beslutninger. Men det er langtfra så enkelt.
Dog har ikke blot myndigheder, men også borgere imellem, tendens til at stigmatisere dem, der ryger, spiser eller drikker for meget.
Vi er flittige udøvere af social sanktionering og medvirker således til at gøre sundhed til et moralsk begreb.
Offerbebrejdelse i bedste sendetid
I 2011 kom jeg til at sige ja til at være med i en såkaldt sundhedstænketank, som en dansk kommune havde oprettet.
Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

To år forinden havde kommunens største by været med i tv-programmet ’By på skrump’, hvor værten Chris McDonald hjalp overvægtige borgere til at tabe sig og derefter vejede dem for åben skærm.
Ifølge tænketankens øvrige medlemmer var mange borgere i byen stadig helt ’høje på træning’.
Jeg var lidt skræmt af deres begejstring for denne type offentlige indsatser over for bestemte menneskers livsstil og overvejede, om jeg ikke var helt fejlcastet til at være med.
Min erfaring var dog, at samtlige deltagere og dokumenter i tænketanken lagde kraftig afstand til moraliserende tilgange til sundhedsfremme. Igen og igen hed det, at myndighederne tidligere i alt for høj grad havde givet individer skylden for deres usunde livsstil.
På engelsk hedder det ’blaming the victim’, hvilket vi kan oversætte til offerbebrejdelse. Det er en form for moralisering, hvor omverdenen betragter ofrenes handlemåder som de eneste årsager til deres problemer, i dette tilfælde usund livsstil og i særdeleshed overvægt.

Alle medlemmer i tænketanken var altså enige om, at sundhedsfremme ikke længere skulle være plaget af offerbebrejdelse. Flere af dem fremhævede endda ’By på skrump’ som et positivt eksempel på, hvordan et samfund og dets borgere kan overkomme moralisering og offerbebrejdelse.
Andre, inklusive mig selv, opfattede tv-programmet som et præmieeksempel på netop moralisering og udstilling af overvægtige mennesker.

En af deltagerne foreslog, at vi skulle prøve at undgå den moralisering og offerbebrejdelse, der ligger i de individuelle KRAM-faktorer, altså kost, rygning, alkohol og motion.
I stedet skulle strategien være et ’dobbelt-KRAM’. Den enkelte borger skulle ikke længere stå alene med ansvaret for at ændre livsstilsvaner på de fire KRAM-faktorer, men ville modtage et ekstra kram af civilsamfundet som en hjælp til at komme i gang.
På mig lød dobbeltkrammet lige præcis dobbelt så omklamrende som de almindelige tilgange inden for sundhedsfremme til trods for ambitionen om at sænke den løftede pegefinger.
Den spænding går igen i mange af de danske folkesundhedsprogrammer og sundhedsfremmekampagner, jeg har undersøgt nærmere. De lægger alle sammen distance til moralisering og erklærer det som en af fortidens store synder.

Men ofte er det blot lidt af en gratis omgang, for hvis man går tilbage og ser på kampagner fra for eksempel 1980’erne, så lagde disse kampagner selv afstand til moralisering.
Moraliserende sundhedskampagner er altså en fiktiv fortid, som vi generation efter generation kan lade, som om vi endeligt lægger bag os.