Sangerinden Anita Lerche – Lørdag den 16. marts kl. 15.00

Sangerinden Anita Lerche – Lørdag den 16. marts kl. 15.00

Gæsten i DampRadioens musikudsendelse: MusikPortrættet er denne gang sangerinden Anita Lerche.

Lyt: www.dampradioen.dk

Lørdag den 16. marts kl. 15

Anledningen til besøget er nyt album: Songs from the Kingdom of Denmark.

Efter en verdensomspændende sangkarriere med fokus på punjabi-musik, hvor Anita Lerche fik sit internationale gennembrud i Indien tilbage i 2006, har hun nu valgt at gå tilbage til sit danske modersmål med albummet “Songs from the Kingdom of Denmark”, der er en hyldest til den danske sangskat.

Albummet er skabt i et samarbejde mellem sopranen Anita Lerche og den virtuose og udtryksfulde pianist Bo Riemer, og sammen fortolker de 10 sange fra den danske sangskat.

Der lægges vægt på synergi mellem vokal og klaver, og på at følge en klassisk åre, der er med til at skabe en nærværende og tidløs oplevelse.

På den musikalske rejse føres vi gennem vidunderlige landskaber af traditionelle folkemelodier, gamle og nyere danske sange, inklusiv en enkelt Kai Normann Andersen vise. Hjertet åbnes med sange fra 1800 -og 1900-tallet sunget på det danske modersmål med et dybt og poetisk indhold skrevet af blandt andre Grundtvig, Ingemann, Blicher og H.C. Andersen.

Anita Lerche har altid elsket at synge på det danske sprog, helt tilbage fra barndommen i Herlev Skoles Kor og Herlev Pigekor.

Hun fik raffineret sin sang i Danmarks Radios Pigekor, gennem mange års træning indenfor klassisk sang, og som efterspurgt kirkesanger og freelancesangerinde.

Uddannelsen i London på Mountview Academy of Theatre Arts medførte en blomstrede musicalkarriere, og Anita udgav sit først soloalbum ”I Love A Piano” i 2005.

Ganske uventet fører en trekking rejse i Himalaya bjergene til en pladekontrakt, og senere et internationalt gennembrud, da Anita som den første vestlige kvinde udgiver et album på sproget Punjabi i 2006 kaldet ”Heer from Denmark”.

Det medfører en verdensomspændende succes, turné i mange lande, fast bopæl i Indien og udgivelse af flere albums.

Anita flyttede i 2014 til USA, og med hendes sjette soloalbum ”Songs from the Kingdom of Denmark” går hun nu tilbage til sine rødder og opfylder en gammel drøm om at synge på dansk igen.

Efter at have boet over 20 år i udlandet kender hun alt til afsavnet der følger med, men det har også været med til at skabe dyb taknemmelighed og stolthed over sit danske modersmål og den danske sangskat.

Der er så meget rigdom at finde i de danske sange som beskriver Danmark og den danske kulturarv så rørende smukt.

Målet med albummet ”Songs from the Kingdom of Denmark” er at fejre den danske sangskat, samt udbrede kendskabet til vores danske sprog og musik i udlandet.

I forbindelse med udgivelsen af albummet vil der være en turné i Danmark, og efterfølgende planlægges det at lave en turné i USA, i samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington D.C. og de danske konsulater rundt om i USA