Skuespiller Lars Knutzon – Lørdag den 6. august kl. 17.00

Skuespiller Lars Knutzon – Lørdag den 6. august kl. 17.00

Lørdag den 6. august kl. 17 er skuespiller og instruktør Lars Knutzon gæst i udsendelsen: 78’er ØnskeKoncerten med Leif Druedahl som studieværten.

Lyt: www.dampradioen.dk

Han vil i udsendelsen præsentere noget af den ældre musik, som han holder af at lytte til eller har en personlig relation til.

Han er søn af skuespilleren, sceneinstruktøren og teaterlederen Per Knutzon og kabaretsangerinden Lulu Ziegler og blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1967 og blev herefter ansat på teatret i nogen år.

Lars Knutzon har bevist sin alsidighed ved i mange år at arbejde som instruktør og skuespiller på en lang række danske teatre og har herudover spillet en række roller i tv, på radio og i film.

På scenen har han bl.a. spillet med i En Skærsommernatsdrøm, Som Man Behager, Don Quixote, Koks i Kulissen, Mens vi venter på Godot, Woyzeck, Slutspil og Hamlet.

På tv-skærmen har man bl.a. set ham i serierne John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner, Een stor familie, Ludo, Kald mig Liva, Bryggeren, Borgen samt julekalendrene Nissebanden, Alletiders Nisse, Jul på Kronborg, og Tidsrejsen.

I 1993-1995 var han direktør for ABC Teatret.

Lars Knutzon er far til dramatikeren Line Knutzon.