Tigermøl – Lørdag den 4. maj kl. 13.00

Tigermøl – Lørdag den 4. maj kl. 13.00

Tigermøl, er det spritnye og dugfriske skud på stammen indenfor elektronisk dansksproget indie pop.

Bag Tigermøl står to personer som er velkendte i musikbranchen, og hver især har haft stor succes med andre projekter. Forklædt som en varulv og en enhjørning betræder duoen grænselandet mellem det analoge og det elektroniske med stor omhu, og bringer modsætninger sammen i både det musikalske og det visuelle udtryk.

De to fabeldyr har begået førstesinglen “Dagen går i stykker”, som har en mørk og melankolsk sound med en skrøbelig og unik vokal sværmende over tracket. Sangen handler om den smukke og flygtige kærlighed.

”Dagen Går i Stykker, berører nuet, hvor tiden står knitrende stille, og himlen lukker med et brag. Det øjeblik, hvor alt fryser, og mennesker rammes af afmægtighed og angsten for at miste” – uddyber Tigermøl.

Tigermøl er et no-name-no-face koncept, og iklædt fabeldyrsmasker dyrker duoen tidens tendens til outreret selv-iscenesættelse i en grad, hvor individet helt udviskes. Musikken får dermed lov til at stå alene og bevise sit eget værd, upåvirket af hvem der står bag.

Navnet Tigermøl er inspireret af det lille bevingede væsen, der med sine stærke farver både er giftigt og dragende smukt. Tigermøl udsender ultrasoniske lyde for at skræmme sine fjender væk, og er et eksempel på, hvordan evolutionen har udviklet nye kommunikationsformer.

”Det mørke og melankolske over for det lyse og skrøbelige. Vi er Tigermøl – udyret og skønheden i os alle”